Fodbold: Truende nedrykning blev vekslet til kamp om oprykning i vild pulje, hvor Aars rykker direkte op.
Tekst: Per Lyngby
Da Strandbys fodboldherrer i serie 3 lørdag eftermiddag løb på banen til hjemmekampen mod Ulbjerg, var holdet placeret på 6. pladsen - en plads som kan betyde nedrykning.
Da spillerne på det afbudsramte hjemmehold syv kvarter senere forlod banen med en sejr på 2-1, var holdet placeret på puljens andenplads - en plads som kan betyde oprykning.
Det beskriver meget godt, hvorledes denne serie 3 pulje har været i efteråret: Vanvittig tæt og uforudsigelig til sidste fløjt. Alle hold har slået hinanden indbyrdes, og derfor var alt på spil forud for sidste spillerunde.
Anders Hansen og Andreas Husum bragte de grønne foran med 2-0, men mod slutningen blev det for alvor spændende, da Ulbjerg reducerede til 1-2. Hjemmeholdet holdt stand, og kunne derefter kun afvente resultaterne af de øvrige kampe, før det stod klart, at andenpladsen var sikret.
Aars rykker op
I en af de andre kampe spillede Aars på udebane mod Borup. Med en sejr ville Aars være sikker på mindst at slutte som nummer 2, medens førstepladsen ville være deres, hvis Doense-Vebbestrup satte point til i deres udekamp mod Skals.
Hjalte Norup og Rasmus Poulsen sikrede en sejr på 2-0 til Aars, som derefter måtte vente på slutresultatet fra Skals. Det kom, Skals havde vundet, og så kunne champagnen komme frem i Aars-lejren, som efterfølgende drog hjem til oprykningsfest i klubhuset.
Oprykningen betyder, at Aars til foråret kan mønstre 2 hold i serie 2.