Fodbold: Med en hjemmesejr over Aars stryger de grønne i toppen af serie 3.
Tekst: Per Lyngby
Der var et interessant lokalopgør på menuen i Strandby fredag aften, hvor hjemmeholdet havde besøg af Aars. Begge hold lå forud for kampen helt fremme, og en eventuel vinder ville stryge op på førstepladsen.
Aars kom til kampen med en frisk sejr på 2-1 over Øster Hornum, som i den seneste runde slog Strandby.
Første halvleg sluttede 1-1, og i begge tilfælde var det en Aars-spiller som havde sidste fod på bolden. Kristian Zink Bach bragte kimbrerne foran med 1-0, men Ayman Raad var uheldig at score i eget net og udligne til 1-1.
Efter pausen fik Strandbys Michael Buchholdt en gylden chance for at bringe hjemmeholdet i front, men han misbrugte straffesparket. Med et kvarter igen var Malte Kornerup så på pletten og gjorde det til 2-1 for Strandby, som også satte trumf på i overtiden, da Jens Greth scorede til 3-1.
Med sejren ligger Strandby på førstepladsen med 9 point for 4 kampe, medens Aars er nummer 2 med 7 point ligeledes for 4 kampe. Ulbjerg ligger nummer 3 med 6 point for 3 kampe.