Fodbold serie 3: Efter 2 kampe uden at kunne score kom Strandby igen på måltavlen.
Af Per Lyngby
Spillemæssigt har Strandby gjort det godt i efteråret, hvor man dog i de seneste kampe har manglet skarphed i angrebet.
I fredagens hjemmekamp mod Sønderup-Suldrup kom der dog gang i scoringerne. Begge hold ville lege med, men da Strandby formåede at nette 5 gange mod gæsternes 3, blev det til 3 tiltrængte og velfortjente point til Strandby.
“Puha - sikke en kamp. Det var godt nok nervepirrende. Vi vinder 5-3 efter en meget tæt kamp”, lød det kort efter slutfløjtet fra Strandbys Mike Bunde.
Det startede rigtig skidt for hjemmeholdet som allerede efter 10 minutters spil var bagud med 0-2. Tobias Flak får reduceret til 1-2 inden pausen, men kort inde i anden halvleg øger Sønderup-Suldrup igen føringen efter en dødbold, hvor hjemmeholdets forsvar tog sig en lur.
“Heldigvis kom der en trods reaktion, hvilket betød, at vi scorede fire på stribe ved Jacob Mortensen, Christian Husum, Dennis Bøgh og Mikkel Pedersen. Det sikrer os et utroligt comeback, hvor jeg ved stillingen 4-3 til os redder et straffespark.
I forbindelse med straffesparket fik Sebastian Nielsen rødt kort, men holdet hev altså sejren i hus - ikke mindst i kraft af god fight.
“Vores træner Morten Borup laver gode ind og udskiftninger, som giver os momentum i anden halvleg, hvilket i sidste ende giver os en vital 5-3 sejr efter en hård og våd kamp”, slutter Mike Bunde.
I næste runder skal Strandby på udebane møde Tjele Vest Sport.