Fodbold: Aalborg-hold giver de grønblusede problemer.
Af Per Lyngby
I efteråret har Strandby haft store problemer med at få pointudbytte af kampene mod hold fra Aalborg og omegn. Den statistik blev der ikke rokket ved mandag aften, da Aalborg Chang på en regntung bane sikrede sig en sejr på 3-2 efter 1-1 ved pausen.
Det var ellers hjemmeholdet, som startede bedst. Allerede i kampens første minut fik Mike Bunde i en nærkamp med målmanden tacklet bolden videre til en medspiller, som dog i fri position sendte bolden over det tomme mål.
Efter et kvarter havde Strandby en ny mulighed, som dog heller ikke gav udbytte. Til gengæld kom det forløsende mål efter en halv time, da bolden blev spillet til fjerneste stolpe, hvor den blev headet på tværs til en helt fri Mikkel Pedersen, som havde let ved at score fra tæt hold midt for mål.
Glæden varede dog kort, for tre minutter senere var der udlignet. Strandbys målmand gik ned i en tackling med en Changspiller på kanten af feltet, og modsat hjemmeholdet kunne Chang omsætte riposten i scoring.
Efter pausen startede Strandby bedst, og Mike Bunde havde et godt forsøg, som akkurat sneg sig forbi den ene opstander. Det teknisk velfunderede Changmandskab ville dog også lege med, og efter et godt løb på tværs af straffesparksfeltet blev der afsluttet med et godt skud, som bragte gæsterne foran med 2-1.
I det hele taget var Chang farlige på omstillinger, og da Strandby ikke for alvor formåede at få noget ud af deres pres og mange hjørnespark, kom det næsten som en selvfølge, at modstanderne slog kontra og scorede til 3-1 efter et gennembrud i højre side. To minutter senere blev der bragt fornyet spænding ind i kampen, da Mikkel Pedersen energisk kæmpede sig til baglinjen og lagde et fladt indlæg, som Patrick Borup kunne tordne op i nettaget ved modsatte stolpe.
I den resterende del af kampen prøvede Strandby forgæves at score det udlignende mål, men Chang spillede klogt, og red stormen af.
Efter 5 kampe ligger Strandby nu placeret under nedrykningsstregen