Løgstør Golfklub havde fredag aften præmierer på en helt ny social måde at spille golf på.
I forbindelse med Løgstør Købstads 500 års jubilæum havde klubben inviteret såvel golfspillere - som ikke golfspillere, til at prøve golf med lysbolde, og vel at mærke golfspil, når mørket var faldet på.
I alt 28 deltog i det vellykkede arrangement, som startede med fællesspisning kl. 19.00, mens de mange fakler, olielamper og solcellelys blev opstillet og tændt på de 8 huller, således at matchen kunne starte kl. 20.30, hvor det var helt mørkt udenfor. Mange af spillerne havde dog medbragt pandelamper eller en lille lommelygte.
Alle spillerne var inddelt i 4-mands hold, og hvert hold blev udstyret med hver sin lysbold i forskellige farver – rød, gul, grøn eller blå, hvor lyset aktiveres ved slaget med golfjernet. Efter slaget lyser de ca. 7-10 min. før de går ud. På trods af mørket havde alle sin lysbold med i klubhuset igen efter matchen – en enkelt dog undtaget, idet den blev slået så langt ud i en af søerne, at det ikke var muligt at nå den med fiskestangen.
Det var et flot syn at se på banen, når der pludselig på nabohullet eller hullet foran, fløj farvede bolde gennem mørket. Lysene fra boldene, og de mange opsatte fakler, olielamper og solcellelys overalt på hullerne og greens, i stærk kontrast mod den sorte stjernehimmel, blev nydt af alle deltagerne. Desværre måtte enkelte af olielamperne give op for den lidt friske vind, som fejede hen over banen.
Sportigan Løgstør havde sponseret gavekort til alle deltagerne i matchen, som i øvrigt også var arrangeret i samarbejde med Branding Løgstør Event og Vesthimmerlands Kommune.
Efter knap 2 timer kom alle retur til klubhuset – en rigtig god og sjov oplevelse rigere, og mange tilkendegav at det virkelig var en sjov måde at prøve golf på, og langt lettere at orientere sig, end de fleste havde forestillet sig. Mange syntes at et sådant arrangement bestemt burde gøres om på et senere tidspunkt.
Efter matchen kunne Benny Christensen og Ole Berg overrække vinpræmier til de 3 vindende hold, og til slut udråbte alle et stort hurra for dagens sponsor, Løgstør Købstads jubilæum golfklubben af dagens deltagere og vindere, hvorefter alle omkring midnat kunne drage hjem efter en god oplevelse.