Fodbold: Løgstør og Gundersted har mest at spille for i den afsluttende fase af turneringen.
Tekst og foto: Per Lyngby
Der står meget på spil, når fodboldspillerne fra specielt Løgstør og Gundersted løber på banen i den kommende weekend.
Løgstør møder lørdag eftermiddag Skjold Sæby på Løgstør Stadion. Begge hold ligger i nedrykningsfare og har hårdt brug for point. En eventuel vinder kan allerede lørdag sikrer eksistensen i Jyllandsserien, hvis Brønderslev samme eftermiddag taber deres udekamp til oprykningskandidaterne fra Aalborg Freja. Skulle Brønderslev derimod vinde den kamp vil der være lagt maksimalt pres på en taber af kampen i Løgstør, som så vil ryge under nedrykningsstregen forud for sidste runde med særdeles hårde odds imod sig for at klare frisag.
Lørdag sidst på formiddagen spilles der også et særdeles interessant opgør i serie 1 på Gundersted Stadion. Gundersted møder naboerne fra Aars FC. Her er det “lillebror” fra IF Stjernen Gundersted, som har mest af spille for. Med en sejr kan holdet lægge op til en gyserfinale i sidste runde, hvor holdet på udebane møder Viborg Søndermarken, som har lige så mange point som Gundersted, men er bedst indbyrdes.
De øvrige vesthimmerlandske hold kan gå ind til de sidste to spillerunder uden nerver. I serie 1 har FUIK og Aars allerede sikret sig billet til endnu en sæson i rækken, medens der også næsten er status quo i serie 3, hvor Hornum, Strandby og Kvik Aalestrup forbliver i rækken, medens FUIK må ned efter et efterår med lutter nederlag og flere kampe, hvor man ikke har været i stand til at mønstre hold og derfor har tabt uden at spille.
I serie 4 er der meget som tyder på, at Løgstør rykker op sammen med Trekroner. De to hold mødes i sidste spillerunde, og kan Løgstør komme ud af den kommende weekends lokalbrag mod Aggersund med alle 3 point vil det betyde, at holdet rykker op - uanset resultatet af den sidste kamp.
Løgstørs tredjehold, som spiller i serie 6, har allerede sikret sig oprykning til serie 5 i foråret.
På kvindesiden sikrede Gundersted, som er i holdsamarbejde med Vegger IF, sig i forrige weekend oprykning til Jyllandsserien. Her kan man så småt begynde at se frem til nogle forrygende lokalbrag mod kvinderne fra Farsø-Ullits IK.