Tirsdag d. 18. januar 2022 - Årgang 16

Skuffende afslutning af Aars

30-10-2021

Fodbold: Nederlag mod rækkens bundprop i sidste kamp.

Tekst: Per Lyngby

Aars IK's fodboldherrer i serie 2 havde en rimelig mulighed for at slutte på puljens andenplads, og dermed få play off om oprykning, da spillerne lørdag stillede op til udekampen mod rækkens bundprop, Aalborg Chang.

En forudsætning for andenpladsen var, at Sønderup-Suldrup og Hornum skulle miste point i deres svære udekampe mod henholdsvis Hadsund og Valsgård.

Der var dog ikke meget, som indikerede, at Aars-spillerne gik efter en potentielle andenplads, da holdet spillede en miserabel første halvleg, som blev tabt med 0-2. Om træner Morten Freundlich i pausen fortalte sine spillere, at stillingen i de andre kampe flaskede sig for Aars, skal være usagt. Fakta er, at holdet kom ud til de sidste 45 minutter med en helt anden energi og motivation. To scoringer bragte stillingen på 2-2, og dermed blev der satset på det afgørende mål, som kunne sikre andenpladsen.

Det blev dog Chang som scorede og sikrede sig sejren på 3-2, og da Hornum med et mål i overtiden vandt deres kamp, endte play off pladsen hos rivalerne i markedsbyen, da Sønderup-Suldrup tabte 1-2 i Hadsund.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!