Fodbold: For første gang siden efteråret 2019 blev der fredag spillet skolefodbold igen.
Tekst & foto: Per Lyngby
I efteråret 2019 spillede pigerne fra Farsø Skole sig frem til finalespillet i den landsdækkende danske skolefodboldturnering. Pigerne kom dog aldrig til at spille de afgørende kampe i foråret 2020, hvor corona lukkede ned for de fleste aktiviteter.
Fredag formiddag var skolefodbolden så tilbage i det vesthimmerlandske efter næsten 2 års pause. Denne gang i et nyt format, hvor tre skoler mødes indbyrdes, hvorefter den samlede vinder går videre til næste runde.
På et solbeskinnet stadion i Farsø stillede Farsø Skole op sammen med Løgstør Skole og Ranum Efterskole hos drengene, medens Farsø Skole, Aars Skole og Østermarkskolen skulle mødes hos pigerne.
I den første kamp vandt Farsø Skoles drenge med 3-0 over Løgstør Skole, hvorefter det blev 0-0 mod de fysisk noget større og stærkere efterskoledrenge fra Ranum, men hvor Farsø dog spillede sig frem til de bedste chancer. I den sidste kamp vidste Ranum, at de med en sejr på 4-0 eller mere ville slutte som vindere. Trods et tidligt mål til 1-0 blev det kun til en enkelt scoring mere i kampen mod Løgstør, og så kunne Farsø-drengene juble på sidelinjen, da det betød, at de går videre til næste runde.
Hos pigerne indledte Aars Skole med at besejre Farsø Skole med 2-0. Derefter vandt Farsø med 4-0 over Østermarkskolen, og dermed blev lokalopgøret til slu mellem de to Aars-skoler afgørende for, hvem der ville gå videre. Aars Skole gjorde rent bord med endnu en sejr på 2-0, og dermed er de med i hatten, når der trækkes lod til næste runde i turneringen, som afvikles under titlen Ultra Skolepokalen.