Håndbold: Tingene blev sat på plads allerede i første halvleg, da TVH-damerne slog bundholdet.
Af Per Lyngby
I første turneringshalvdel måtte man helt hen til kampens sidste sekund, før det lykkedes for Team Vesthimmerlands håndbolddamer i 2. division at besejre bundproppen Brabrand.
Helt så længe skulle der ikke gå, før vesthimmerlændingene havde kontrol over tingene i søndagens returopgør i Aarhus, som blev vundet med 25-21.
“Første halvleg starter meget lige. Efter 20 minutter står den 8-8 - samtidig får vi en to minutters udvisning. Den vinder vi 2-0 og går til halvleg med 8-12. Anden halvleg kommer vi foran 10-16 og herfra kører vi den sikkert hjem. Forsvar og keeper skal roses i defensiven, medens der i angrebet er ros til Tanja Vad og Mette Louise Roed”, lød det fra holdleder Klaus Hansen umiddelbart efter kampen.
I næste runde spiller TVH-damerne på hjemmebane i Østermarkens Idrætscenter i Aars, hvor man møder Hornbæk, som er placeret lige over TVH midt i tabellen.