Fodbold: Begge mål faldt sent, da FUIK spillede remis med Sønderup-Suldrup.
Hvis der var tilskuere, som havde forladt kampen i serie 2 mellem Sønderup-Suldrup og FUIK på Suldrup Stadion lidt før tid for at komme hjem til eftermiddagskaffen, gik de glip af kampens to mål. De faldt nemlig i kampens afsluttende fase, og da der var tale om et til hver af holdene, sluttede det hele alligevel med pointdeling.
“Ja, vi kommer bagud i 86. og udligner i 91. ved Nicklas Brøndum, som scorer fra sidelinjen. Spilfordelingen er vel 80-20 til os, og vi kommer da også til en del større chancer. Så jeg står med en mega træls fornemmelse af, at vi ikke vandt, som vi burde. Men trods alt fedt, at vi får udlignet så sent”, sagde FUIK-træner Jens Bojer efter kampen.
På torsdag spiller FUIK på udebane mod Storvorde-Sejlflod, som ligger 1 point efter FUIK, som besætter andenpladsen i puljen, de føres af LKB-Gistrup med maksimumpoint 12 for 4 kampe.