Den femte udgave af Flugten til Hvalpsund var begunstiget af flot vejr.
Tekst & foto: Per Lyngby
I dagene op til weekenden var der betænkelige miner hos arrangørerne af triathlonarrangementet Flugten til Hvalpsund. Kristi Himmelfartsdag bød på regn og kulde - og ikke mindst blæst, som ruskede op i Limfjordens vand, så man vandtempeteraturen i overfladen faldt betænkeligt.
Søndag strålede arrangørerne så om kap med solen, som sammen med perfekte vindforhold gjorde den femte udgave af arrangementet, som byder på en kvart ironman, til en succes for såvel deltagere som for det store publikum ved fjorden og ude på ruten.
Som det eneste stævne af sin art byder Hvalpsund-triathlonen på noget så usædvanligt som en færgestart, hvor Hvalpsund-Sundsøre færgen lægger broklap til, når deltagerne springer i Limfjorden for at tilbage de 950 meter svømning, som er første af de tre discipliner. Af praktiske og sikkerhedsmæssige hensyn sendes atleterne af sted i to heat - bl.a. fordi der er en grænse for, hvor mange passagerer, der må være på færgen.
Sikkerheden i vandet er også i top - kajakker, joller og gummibåde er på plads og tæt på svømmerne, som kan få sig et hvil eller blive hjulpet op af vandet, hvis udfordringen er blevet for stor. De optimale forhold søndag gjorde dog, at der var begrænset, hvor meget hjælpefartøjerne kom i aktion.
Svømmerne gik eller løb i land ved lystbådehavnen, hvor der var skiftezone. Det våde svømmetøj blev skiftet ud med stramtsiddende cykeltricot - og så var det ellers ud på 46 udmarvende kilometer på Louns-halvøen, inden de sidste kræfter blev trukket ud i den 10,5 kilometer lange løbetur.
Noget af det, som deltagerne fremhæver ved Flugten til Hvalpsund, er den gode organisation og det fantastiske publikum, som er med til at hjælpe deltagerne gennem strabadserne til vands, på cykel og i løb.
Begge disse faktorer var også på plads søndag, og de levede op til forventningerne - så mon ikke det også bliver muligt at flygte til Hvalpsund i 2020.
Hurtigste herre i dette års løb var Aleksej Calmann,Aars, som gennemførte i 2 timer 8 minutter og 23 sekunder. Hos kvinderne sejrede Isabella Christensen fra Frederikshøj i tiden 2 timer 28 minutter og 20 sekunder.
Ikke alle 300 tilmeldte stillede op til start. Her er stævnets hæmsko måske, at der er for billigt at deltage, så folk, som har tilmeldt sig bare bliver væk uden forsøge at sælge deres startnummer videre til det ellers totalt udsolgte arrangement. I år stillede 242 op til start og 240 gennemførte. Resultatlisten fra løbet kan ses her: https://my4.raceresult.com/100456/participants?lang=dk