I dag tilbringer mange håndboldfamilier dagen i idrætshaller i Vesthimmerland til årets største håndboldstævne.
Af Jacob Dalgaard
Der bliver spillet massevis af håndbold i Vesthimmerland i dag, når årets udgave af det snart 30 år gamle stævne, Rør Cup, afholdes. Både i Farsø, Aars og Løgstør spilles der i to haller.
Men stævnet er slet ikke så stort, som det har været tidligere. Faktisk er det gået alarmerende ned ad bakke de seneste år, fortæller Knud Zimmer, der er en af de stævneansvarlige i Løgstør.
- Der er 69 hold tilmeldt i år. Sidste år var der 87 og i 2014 var der hele 104 hold, og vi spillede i 9 haller, hvor vi også havde hold i Hornum, Ranum og Vester Hornum. Hvis vi mister 20 hold om året, skal man nok til at overveje en anden struktur, lyder opfordringen fra Knud Zimmer.
Det er især U14 og U16-holdene, det kniber med at holde på. Derfor kunne man overveje at udvide stævnet til nogle mindre årgange end U10, som er de yngste deltagere nu. De ældre årgange har rigeligt andet at se til, siger Knud Zimmer.
Imens kæmper de unge håndspillere inde på banerne i Lanternen for at vinde deres kampe og gøre deres respektive klubber ære - og måske også få lidt personlig succes. Forældre følger med interesse børnenes bedrifter, og for familier med flere håndboldspillere i flokken, betyder det nogle gange, at der skal pendles mellem de tre værtsbyer, hvis man vil se alle podernes kampe.
Rør Cup er sponseret af LOGSTOR og arrangeret af Løgstør HK, Aars HK og Farsø KFUM HK