Vindsusløbet kunne mønstre hele 169 ryttere til årets cykelløb omkring Vindblæs, som blev afholdt her til aften.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Desto flere ryttere, desto større er risikoen for styrt. Mens arrangørerne kunne glæde sig over rekorddeltagelse, kunne løbsformand Erik Kærsgaard også notere sig, at der desværre skete et styrt i Vilsted, hvor 4-6 ryttere var involveret. To måtte med ambulance på sygehuset, og i følge Erik Kærsgaard har den ene pådraget sig et brækket kraveben og noget hukommelsestab.
Bortset fra denne kedelige hændelse forløb Vindsusløbet planmæssigt og i helt ideelt cykelvejr. Erik Kærsgaard, der er formand for den lokale cykelklub, Team SSC, sugede også roser til sig i byfestteltet efter løbet, hvor rytterne samledes til medaljeroverrækkelse. Løbet har efterhånden mange år på bagen, og logistikken er kommet godt på plads.
Der blev kørt på en cirka 15 kilometer lang rute. Nogle tog den tre gange på i alt 44,1 km, og andre tog den 5 gange på i alt 73,5 km.
Vinder af den lange distance hos mændene blev Anders Krogh Jensen fra Racing89'ers. Hos kvinderne var det Caroline Mathiassen fra Team Flødebolle.
Den korte rute blev hos mændene vundet af Mark Sørensen fra Han Herred Cykelklub, mens Lene Bjerre fra Team SSC holdt æren hjemme for den lokale klub.
Alle resultater og tider kan ses her
Vindsusløbet er en del af Vindblæs Byfest, som afholdes i denne uge. Udover cykelløbet blev der onsdag aften også afholdt Grundlovsfest i multicenteret. Resten af byfestprogrammet kan ses her.