Fodbold: Succes for det vesthimmerlandske hold i serie 2.
Tekst & foto: Per Lyngby
Champagnepropperne sprang på Trekroners bane lørdag eftermiddag, hvor udeholdet fra Kvik-Aalestrup med en sejr på 3-1 sikrede sig oprykning til serie 1.
En ganske fortjent oprykning til et særdeles stabilt spillende hold, som ikke har tabt i de seneste 8 runder. Holdet tabte med 0-1 til Arden men rejste sig efterfølgende med en knusende sejr på 7-1 over Trekroner, som man så også slog i sidste spillerunde. Nøglekampen blev spillet mod FUIK, hvor Kvik-Aalestrup kom flot tilbage og fik udlignet gæsternes 2-0 føring til uafgjort, hvilket i sidste ende blev afgørende for, at holdet kunne køre oprykningen i hus.
I den anden ende af tabellen skulle Hornum lørdag have flere point end Nørager-Rørbæk i sidste spillerunde. Med en sejr på 6-4 over Storvorde-Sejlflod, som endda scorede 2 selvmål, gjorde Hornum deres del af arbejdet. Heldigvis for dem spillede FUIK også for sin spinkle oprykningschance og vandt, forgæves for dem, med 1-0 over Nørager-Rørbæk, som dermed blev sendt ned i serie 3 på bekostning af Hornum.
Egentlig var der lidt paradoksalt, at oprykkerne fra markedsbyen skulle ligge i nedrykningsfare før sidste runde. Holdet har været et positivt bekendtskab i serie 2, men har alt for ofte spillet uafgjort - og alt for ofte ladet modstanderne komme tilbage i kampene. Derfor blev de så spændende til slut.
Gundersted havde før sidste spillerunde udspillet sin rolle i toppen og sluttede af med at tabe 1-3 på udebane mod Arden.
Slutstatus i puljen: Kvik-Aalestrup rykker op, medens Trekroner og Nørager-Rørbæk rykker ud.