Tirsdag d. 18. januar 2022 - Årgang 16

Nye fodboldpuljer er klar

20-12-2021

Fodbold: Modstandere er fundet, men det er ikke alle klubber, som har trænerne på plads til den nye sæson.

Om godt tre måneder skal der igen spilles udendørs seriefodbold, og DBU Jylland har netop offentliggjort forårets puljer.

I jyllandsserie 2 finder man Løgstør og nyoprykkede Farsø-Ullits IK i samme pulje, hvor de øvrige hold er Gug, Kristrup, Vejgaard, Jetsmark, Sæby og Hobro. Løgstør fortsætter med det nyvalgte byrådsmedlem Jimmy Støttrup Jensen som træner, medens FUIK efter to oprykninger i 2021 fortsætter med succestræner Rudi Møller ved roret. Efter planen tørner de to vesthimmerlandske klubber sammen første gang den 10. april i Løgstør.

Der er også to lokale klubber i serie 1 i form af Kvik-Aalestrup og Gundersted. I Kvik fortsætter man med Ulrik Sørensen som træner, medens der endnu ikke er fundet en ny træner i Gundersted. Også her er der lokalopgør den 10. april, hvor de 2 vesthimmerlandske hold mødes i Gundersted.

Aars IK er repræsenteret med 2 hold i serie 2, hvor holdene er havnet i 2 forskellige puljer. Aars 2 er i en lokalpræget pulje med Hornum, Sønderup-Suldrup, Nibe, Nørager-Rørbæk, Skalborg, St. Restrup og Valsgård. Aars 1 er kommet i pulje med Auning, AH 2012, Bjerringbro, Hornbæk, NUGF Viborg, Viborg FF og Viborg Søndermarken. Førsteholdet fortsætter med Morten Freundlich som træner, medens Kristian Skriver tager sig af andetholdet. Hornum, som har haft Kristian Skriver som træner de seneste to år, har endnu ikke fundet en afløser. Aars 2 og Hornum mødes i Hornum den 8. maj.

Strandby, FUIK og Kvik-Aalestrup er i samme pulje i serie 3, hvor de øvrige hold er Doense-Vebbestrup, IK Rosendal, Støvring, Svenstrup-Godthåb og Øster Hornum. Niels Greth fortsætter som træner i Strandby, som var tæt på at rykke op i serie 2 i efteråret.

Der er endnu ikke offentliggjort puljer for rækkerne lavere end serie 3.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!