Med uafgjort i sæsonens sidste kamp ligger det fast, at Team Vesthimmerlands andethold også spiller i 3. division i næste sæson.
Af Per Lyngby
For en uge siden reddede TVH’s herrer eksistensen i 1. division med en vital sejr i sidste turneringskamp. Fredag aften havde andetholdet kniven på struben, da de på hjemmebane i Idrætscenter Østermarken skulle have point ud af kampen mod Søndermarken, hvis man selv ville klare frisag i bunden.
Og akkurat som hos førsteholdet fik man hevet sig op, efter at have hængt på kanten med det yderste af neglene. I kraft af uafgjort 26-26 kom et vigtigt point i hus, som bevirker, at ingen af de tre hold under vesthimmerlændingene kan nå op.
Resultatet betyder også, at Vesthimmerland i den kommende sæson har tre hold i 3. division, hvor Løgstør i den afsluttede sæson sluttede som nummer tre, medens Aalestrup kommer ned efter en enkelt sæson i 2. division.