Fodbold: Skaderne står i kø hos Hornum forud for gyserfinale i serie 2.
Med blot tre spillerunder tilbage, begynder det at ligne en neglebidende gyserafslutning i serie 2 med flere lokale hold viklet ind i nedrykningsspillet.
Hornum tabte fredag aften med 0-3 til Sønderup-Suldrup, hvilket sender holdet ned som tredjesidst, medens Aars netop nu ligger sidst med 2 point færre. Netop Aars og Hornum mødes i sæsonens sidste kamp på Hornum Stadion. En kamp, som måske kan afgøre, hvilket af de to hold, som rykker direkte ned.
Hornums træner, og formand, Johnny Nielsen, er dog ikke videre optimistisk:
"Hvis ikke vi får nogle spillere klar og tilbage, så bliver der næppe ret meget spænding: Vi har fire mand væk i dag og får så en skade oveni til Rasmus Nøhr, som måtte gå ud. Vores bredde er ikke til at kunne bære en sådan åreladning, derfor daler vi støt mod bunden. Vi har heller ikke noget held overhovedet: Sønderup-Suldrup scorer efter bare et minut efter et hjørnespark hvor der koges på nedfaldet, et par kontraer og så i mål. Derpå spiller vi 80 minutter i teten og med flere af de helt store chancer til at udligne. Så skal vi jo satse til sidst og symptomatisk nok, så straffes vi prompte. Vi kan pive over, at det ikke var fortjent, men det får vi ikke point af - nøgternt set, må det også konstateres, at når vi mangler bare 4-5 mand fra stærkeste opstilling, som vi typisk har gjort de sidste kampe, jamen så har vi ikke bredden til niveauet", erkender Johnny Nielsen.
Trods de pessimistiske udtalelser, kan Hornum selv afgør sin skæbne. I den kommende weekend gælder det Nørager-Rørbæk, derefter topholdet St. Restrup, hvorefter den sidste modstander er Aars hjemme i Hornum.