Fodbold: Oprykkerne er stadig uden point - mandag tabte holdet hjemme 2-5 til Nørresundby.
Tekst: Per Lyngby
Der var jubel og glæde i Løgstør, da byens fodboldhold i foråret sikrede sig oprykning til Jyllandsserien.
Nu er jubelen forstummet og det er blevet barsk hverdag i Jyllandsserien. Efter fem kampe ligger LIF sidst uden point og med en målscore, som hedder 5-16. Dermed er der noget, som tyder på, at der kan blive tale om en hurtig tilbagevenden til serie 1.
Mandag aften var Nørresundby på besøg i muslingebyen, og gæsterne skulle kun bruge en halvleg for at udstille værternes øjeblikkelige problemer.
Med fire mål på 40 minutter afgjorde Nørresundbys Mads Davidsen reelt kampen og sikrede mandskabet fra Solsiden en komfortabel halvlegsføring på 4-0.
Midt i anden halvleg skabte Jesper Frederiksen og Mike Hermansen et kort øjeblik fornyet spænding i kampen, men få minutter senere scorede Nørresundby til 5-2 og dermed var kampen lukket. Der blev ikke scoret yderligere, og det femte nederlag på stribe var en realitet for LIF.
På fredag er der en realistisk mulighed for at få kærkomne point på kontoen, når Løgstør på hjemmebane møder Støvring, som også er uden point i efteråret.