Fodbold: Sikker føring var ved at blive sat over styr.
Tekst: Per Lyngby
Efter de første 45 minutter af serie 1 kampen på Hvam Stadion mellem Kvik-Aalestrup og Højslev tydede alt på, at hjemmeholdet var på vej til at køre en sikker sejr i hus mod bundholdet.
På mindre end en halv time havde Kvik-Aalestrup bragt sig foran på mål af Rasmus Madsen, Jonas Caffey og Mika Fuglsang. Stillingen 3-0 holdt til pausen, og det trofaste hjemmepublikum så formentlig frem til en målfest efter pausen. Det blev da også til en lille fest, men det var Højslev, som holdt den med 2 scoringer, og holdet kunne med lidt større skarphed have forhindret, at hjemmeholdet trods alt vandt kampen med 3-2.
"Det var godt nok som nat og dag i de to halvlege. Vi startede kampen med stor aggressivitet og offensivt udtryk, hvor det kun lignede et spørgsmål om sejrens størrelse mod et modløst Højslev-mandskab. Men et eller andet skete der ved udgangen til anden halvleg, for det var slet ikke samme indstilling, vi kom med. Samtidig fik Højslev troen tilbage og udnyttede en kæmpe brøler i vores defensiv, hvor en tilbagelægning blev alt for kort. Vi var holdt helt op med at spille og tog den ene forhastede beslutning efter den anden. Trods det fik vi med møje og besvær kæmpet sejren hjem, da kvaliteten hos gæsternes afslutninger til vores held ikke var særlig høj. Vi luner os derfor gevaldigt med de tre point, som vi gjorde os fortjente til efter en rigtig god første halvleg, sagde assistenttræner Danny Bartholomæussen efter kampen.