Fodbold: Lokale hold kæmper i bunden af serie 3.
Tekst: Per Lyngby
De tre lokale hold, som spiller i serie 3 i dette forår, er alle involveret i bundstriden her hvor halvdelen af sæsonen er spillet færdig.
Senest har Strandby og FUIK været involveret i kampe mod rækken to absolutte tophold, og som forventet kastede det ikke point af sig til de to underdogs.
Værst gik det for FUIK, som på udebane mod Støvring fik læsterlige klø: 2-12. Det skal bemærkes, at der er tale om Støvrings bedste hold, som tidligere har været at finde i jyllandsserien, men som efter et generationsskifte pludselig er at finde i serie 3 sammen med FUIK’s andethold. Med til historien hører, at klubben har gravet flere af de garvede kræfter frem igen for at få stoppet den negative spiral.
Støvrings naboklub Svenstrup-Godthåb ligger nummer 1 med maksimumpoint, så der ventede også Strandby en svær opgave hjemme på Beachtown Arena fredag aften. Ikke mindst fordi landsbyklubbens smalle trup er særdeles sårbar over for afbud og skader. Det blev ikke til point mod topholdet, men til gengæld bød man såvel modstandere som publikum på en seværdig kamp, der sluttede med en sejr på 5-3 til Svenstrup-Godthåb.
Efter 8 spillede kampe ligger Strandby lige over nedrykningsfeltet med 7 point, medens FUIK ligger på play off pladsen med 6 point. Den tredje lokale klub i puljen er Kvik-Aalestrup, som ligger på en nedrykningsplads med 6 point og et dårligere indbyrdes resultat mod FUIK. Holdet kan dog kæmpe sig foran de to lokale rivaler, hvis de søndag kan besejre Rosendal.