Fodbold: Det så længe ud til, at Gundersted skulle få point med hjem fra St. Restrup.
Af Per Lyngby
Lørdag spillede Gundersted på udebane mod St. Restrup - em kamp, som vesthimmerlændingene tabte med 1-2.
“Det blev en kamp, vi aldrig rigtig kom i gang med. Med nye folk på nye pladser på grund af skader, fandt vil aldrig rigtig vores spil i den kamp”, lyder det fra Gundersteds Mikkel Lindhardt-Hansen.
Gundersted-spilleren ser det dog ikke som en undskyldning for nederlaget. Gundersted var bare ikke kyniske nok i hverken forsvar eller angreb.
I første halvleg var det hjemmeholdet, som havde bolden mest, men det var dog Gundersted, som skabte de farligste ting, uden at der dog blev scoret.
“I anden halvleg fik vi medvind og fik flyttet spillet væsentlig længere frem på banen. Vi kom også frem til flere halve chancer - men uden mål. Til gengæld scorer Store Restrup efter et hjørnespark, hvor vi står og sover, og kan de sende bolden i nettet ved bagerste stolpe. Men vi får hurtigt rystet det af os. Og under et af de utallige hjørnespark bliver Kasper Haldrup skubbet omkuld, hvilket udløser et straffespark, som Jesper Møller scorede på. Derefter bølger kampen frem og tilbage. I et sidste forsøg på at vinde kampen slider deres topscorer sig igennem forsvaret og scorede sit andet mål i kampen to minutter før tid, hvilket sikrer dem sejren”, slutter Mikkel Lindhardt-Hansen.
Næste kamp for Gundersted er lørdag den 7. maj, hvor holdet for første gang i denne sæson spiller på hjemmebane efter at banen er lagt om. Kampen står mod Aalborg KFUM og bliver indledningen på en stribe af hjemmekampe - 7 i alt på række, inden foråret sluttes af på udebane mod FUIK i juni.