Fodbold: FUIK slog bundholdet og hjalp dermed Hornum i den tætte bundstrid.
Med en sejr på 3-1 over bundholdet Støvring bevarede Farsø-Ullits IK muligheden for at rykke op, hvis Gundersted skulle snuble i deres sidste kamp, som de spiller på udebane mod Støvring i næste weekend.
Sejren blev formentlig også budt velkommen hos lokalrivalerne i Hornum, som nu selv kan afgøre deres skæbne i serie 2. Det kræver en sejr over St. Restrup søndag, da man så i yderste konsekvens kan komme til at stå lige med Hadsund, hvor man står bedst på grund af en bedre målscore i de to holds indbyrdes kampe.
“Vi vandt på 1 mål af Scott Jensen og 2 af Jeppe Nyby i en kamp, hvor vi styrede det meste. Der står længe 2-1 og vi har flere muligheder for at score men får først lukket kampen til sidst”, siger træner Jens Bojer.
I forårets sidste kamp møder FUIK på udebane Aalborg KFUM i en kamp, hvor der som minimum spilles om andenpladsen - og måske førstepladsen.