Fodbold: På en god første halvleg grundlagde Løgstør sejren over Nørresundby.
Tekst & foto: Per Lyngby
Der var lagt op til topopgør i serie 1, da Løgstørs fodboldherrer lørdag eftermiddag tog imod Nørresundby, som forud for kampen kun var et enkelt point efter hjemmeholdet.
I kampens indledning så det da også ud til, at gæsterne ville lege med om pointene i topkampen, men da Kasper Skak efter et kvarters spil sled sig fri i venstre side af feltet og udplacerede målmanden, var der lagt op til en periode med hjemmeholdet i kontrol.
Kasper Skak havde en god mulighed for at øge føringen, og LIF var tæt på i et par andre situationer, indtil næste mål kom efter en dødbold. Et hjørnespark fra højre endte med en løs bold midt for mål, hvor Kasper Skak lige netop ikke var offside, og så havde han let ved at dirigere bolden i mål ved den ene stolpe, hvor målmanden fik raget den i spil - men linievogteren stod godt placeret og markerede helt korrekt for mål i situationen. Kort efter blev det også 3-0, da Chris Severinsen strøg til baglinjen i højre side og sendte et indlæg fladt ind tæt under mål, hvor en Nørresundbyspiller ramte bolden, så den røg i nettet.
Efter pausen faldt underholdningsværdien en del. Nørresundby kom længere frem på banen, medens Løgstør levede på omstillinger, som sjældent førte til noget, da bolden blev spillet frem midt i banen. Målmand Michael Hjortshøj diskede op med et par gode redninger, og efter hjørnespark var Mathias Slot Larsen så på pletten, da han med hovedet dirigerede bolden i mål til 4-0. Det var derfor ren kosmetik, da Nørresundby i slutfasen fik reduceret til 1-4 på straffespark.
Med sejren fører Løgstør nu puljen med et forspring på 4 point ned til Nørresundby og fem ned til Jetsmark, som har spillet en kamp færre. Og netop Jetsmark er næste modstander for Løgstør på udebane i næste weekend.