Fodbold: Champagnepropperne sprang, da Løgstør med 0-0 hjemme mod Jetsmark sikrede sig oprykning.
Tekst: Per Lyngby. Fotos: Per Lyngby & Thomas Lyngby
Da Løgstør løb på banen til hjemmekampen mod Jetsmark havde de allerede det ene ben i Jyllandsserien, og målet med forudliggende 90 minutters fodbold var at sikre sig mindst uafgjort, hvilket ville betyde, at oprykningen var en realitet.
Specielt i første halvleg var der ikke noget, som tydede på, at Løgstør havde indstillet sig på bare at forsvare en uafgjort hjem. Hjemmeholdet var klart det mest aggressive hold, og i de første 45 minutter blev det til flere pæne muligheder - men uden den forløsende scoring. Jetsmark var kun farlige en enkelt gang med en afslutning ved nærmeste stolpe, som gik forbi.
I anden halvleg startede Løgstør også bedst, men efterhånden kom Jetsmark længere frem på banen, medens det så ud til, at Løgstør-spillerne havde trukket håndbremsen en smule. Til gengæld gav gæsternes offensive satsning plads til giftige kontrastød, og i to tilfælde var Løgstørspillere alene igennem med målmanden uden at kunne score.
Dermed blev de mere end 200 tilskuere holdt på pinebænken til sidste fløjt, hvor Jetsmark på en dødbold til slut tog målmanden med frem i feltet. Det kastede dog ikke noget af sig, og kort efter kunne jubelen bryde løs, da kampens dommer fløjtede af.
Træner Jakob Brix-Mouritsen og udskiftningsspillerne stormede ind på banen og fejrede oprykningen med spillerne med champagnebad, runddans og den obligatoriske lufttur.
På stadion kunne publikum juble med og fejre oprykningen med billige øl, som umiddelbart efter slutfløjtet blev sat ned til en rund tier.
“Jeg synes, at sejren er fortjent i en tæt kamp, hvor vi har de største muligheder, medens de ikke rigtig kommer frem til noget”, sagde Jakob Brix-Mouritsen med en kølig øl i hånden, da han havde fået sin lufttur og i øvrigt var gennemblødt af champagne.
Oprykningen er da også såre fortjent efter et forår, hvor Løgstør har været særdeles stabile og hentet point mod alle de øvrige hold. Forud for sæsonens sidste kamp mod AaB på udebane har Løgstør kun tabt en enkelt gang, nemlig 0-1 på udebane mod Sulsted. Holdet er det suverænt mest scorende med 33 mål og er med 10 mål imod sig kun “undergået” på den front af lørdagens modstander, Jetsmark, som bare har lukket sølle 6 mål ind.