Fodbold: Oprykkerne manglede motivation til udekampen.
Tekst: Per Lyngby
Motivation er en vigtig faktor i fodboldkampe - uden en eller anden form for motivation, kommer der sjældent resultater ud af anstrengelserne.
Måske var det motivationen, som manglede, da Løgstør lørdag mødte Roslev på udebane. Værterne kæmper for at komme fri af nedrykning, og gik derfor til kampen med noget større motivation end Jakob Brix Mouritsens udvalgte, som måske stadig kæmpede med efterveerne fra tirsdagens champagne og oprykningsfestligheder.
Fakta er, at Roslev sikrede sig 3 vigtige point med en sejr på 2-1, medens LIF’erne kan drage hjem og samle kræfter og motivation til lørdagens hjemmekamp mod Møldrup-Tostrup, som også kæmper for at komme fri af nedrykningsfaren og formentlig havde håbet, at deres bysbarn, Jakob Brix Mouritsen, kunne motivere sine spillere til at besejre Roslev. Det var i øvrigt først til slut, at Løgstør fik reduceret hjemmeholdets føring ved Thorbjørn Larsen, og ydermere måtte LIF også indkassere et rødt kort til Mads Svenstrup i slutfasen.
Nu skal Møldrup-Tostrup vinde i Løgstør, hvor de dog kan forvente at møde et hjemmehold, som bør være motiveret til at give deres trofaste hjemmepublikum en god fodboldoplevelse, når de kommer og fejrer oprykkerne på Løgstør Stadion.