Fodbold: Kasper Skak sprudlede og scorede hattrick i sejren på 7-1.
Tekst og foto: Per Lyngby
Der var på forhånd lagt op til et spændende topbrag på Løgstør Stadion fredag aften, hvor hjemmeholdet tog imod rækkens nummer 1, Thisted. Løgstør formåede dog at punktere spændingen en del, da de sikrede sig en storsejr på 7-1.
“Vi kommer foran ved Mike Hermansen efter godt 5 minutter. Målet kommer efter et par gode kombinationer på midten af banen. Herefter fulgte yderligere 2 scoringer til os kort efter, hvor vi i begge situationer bare er hurtigere i tanke og handling end Thisted. Målene bliver scoret af Mathias Bengtsson og Kasper Skak”, fortæller Løgstørs Christian Hjortshøj til Lokaltindblik.dk.
Omkring den halve time går hjemmeholdet lidt i stå og overlader initiativet til gæsterne. Ikke nogen god udvikling, da er et rigtig godt hold, når de får tid og plads.
“Vi kommer for langt tilbage på banen, og de får let ved at spille sig igennem og reducere til 1-3, som også er stillingen ved pausen”, fortæller Christian Hjortshøj.
Reduceringsmålet gav anledning til en smule nervøsitet i Løgstør-lejren,men straks fra anden halvlegs start er hjemmeholdet igen dominerende og scorer hurtigt ved Kasper Skak. Herefter sidder Løgstør totalt på spillet, og det bliver til flere store chancer. En af dem udnytter Casper Sort, da han stiger til vejrs og pander bolden i nettet til 5-1.
“På det tidspunkt begyndte vi at slappe af og fokusere på ikke at lukke mål ind. Ved let samspil løber Sune Haldrup og Kasper Skak i dybden, målmanden halvklarer og Sune prikker den stille og roligt ind over stregen. Thisted var meget frustrerede og vidste ikke, hvad de skulle gøre. Kasper Skak fuldender sit hattrick på en flot solotur, hvor han hamrer den ind i sidenettet uden chance for keeperen”, beretter Christian Hjortshøj, som karakteriserer det som en fantastisk kamp af Løgstør.
Kampens absolut store spiller var Kasper Skak, som efterfølgende fik “fidusen” med imponerende 14 stemmer.
I næste runde gælder det en svær udekamp mod Bælum-Solbjerg, som altid er svære på hjemmebane.