Det var noget af en mundfuld, der ventede LHK's 2. divisionsherrer denne søndag, idet de tog imod det ubesejrede førerhold fra Hjallerup, der hidtil har vundet alle deres kampe. LHK har kun 1 point på kontoen. Hjallerup har 18.
I oplægget til kampen lagde træner Sune Thorstensen vægt på at man især skulle koncentrere sig om sig eget spil og gøre det så svært som muligt for Hjallerup at lave mål. Dette skulle bl.a. ske ved tålmodigt og velovervejet angrebsspil, så man kunne være forberedt på returløb og derved minimere antallet af hurtige contrascoringer man ellers ville blive straffet med.
Langt hen ad vejen lykkedes denne taktik, for man holder Hjallerup nede på acceptable 13 scoringer i 1. halvleg. En håndfuld af disse mål kom netop på kontrascoringer, hvor Hjallerup straffer en teknisk fejl eller en uovervejet afslutning.
Hjallerup er dog også rigtig dygtige til at forsvare, så LHK får kun scoret 8 gange inden pausen. I det meste af halvlegen hænger Løgstør egentlig fint på og er kun bagud med 2-3 mål, men til halvlegen trækker Hjallerup fra og går altså til pause med en 5-målsføring.
I 2. halvleg skal Løgstør stadig kæmpe meget for scoringerne. Meget af ansvaret lægger på unge Frederik Christensens skuldre, og han spiller da også en flot kamp med 10 scoringer. Han er konstant en trussel for Hjallerups forsvar, og han trækker også flere udvisninger.
Desværre taber LHK også 2. halvleg med 5 mål, så kampen ender med en sejr til Hjallerup på 28-18.
Sune Thorstensen udtaler efter kampen:
"Jeg synes igen vi spiller en fin kamp. Det kan lyde mærkeligt, når vi taber med 10 mål, men hvis vi spiller bare lidt mere disciplineret og koncentreret gennem hele kampen, så tror jeg let vi kan finde 5 mål, som vi "giver" Hjallerup, og så er forskellen slet ikke så stor. Omvendt så ved jeg også, at vi er presset på ressourcerne med vores smalle trup, men igen kan jeg ikke sætte en finger på spillernes indsats. De kommer med alt, hvad de har og alle bidrager til holdet."
Næste kamp for holdet er en langtur på udebane på det nordlige Djursland mod Nørre Djurs lørdag den 4. december.