2. division herrer: Løgstør HK – Elitesport Vendsyssel 2
Løgstørs søndagskamp mod Elitesport Vendsyssel 2 startede med skiftende føringer til begge hold, men midt i 1. halvleg trækker ESV fra og kommer foran med 4-5 mål. Det er primært to spillere, der volder problemer, så Løgstør tager noget initiativ og forsøger sig med en dobbelt mandsopdækning.
Efterhånden fik Løgstør arbejdet sig ind i kampen og kommer endda foran med 1 flere gange. Men hver gang får ESV udlignet, så kampen er tæt helt til slutstillingen 25-25. Det er Løgstørs Christian Christensen, der med 20 sekunder igen får udlignet og efterfølgende formår ESV ikke at score yderligere.
Træner Sune Thorstensen udtaler efter kampen:
”Det er lidt samme historie som altid, men igen i dag synes jeg alle byder ind med det, de kan. I starten bliver det meste lagt på Frederik Christensens skuldre, og med 10 kasser fra hans side spiller han igen en stor kamp. Dog må jeg også fremhæve Rasmus Ibsen (billedet) i målet, som står hele kampen. Han redder 2 straffe og har flere store redninger, så han har også en stor andel i det ene point. Mads Nør kommer også fint i gang i 2. halvleg, men alt i alt synes jeg alle gutterne gør hvad de kan.”
Løgstør HK er nu på tavlen i 2. division og høsten fortsætter forhåbentligt de næste kampe, hvor man skal møde Hammel og Skive på udebane. Begge hold ligger ligesom Løgstør i den tunge ende, men hvis holdet kæmper og spiller som denne weekend er point helt sikkert indenfor rækkevidde.
Det lød samstemmende fra holdet, at det er en fornøjelse at spille foran så talstærkt et publikum – men der kan altså godt klemmes lidt flere ind i Lanternen. Spillerne lover at gøre alt hvad de kan og støtten fra tilskuerne giver altid et ekstra rygstød.
Næste hjemmekamp er i øvrigt et lokalopgør, hvor Aars Håndboldklub kommer på besøg. Det er efterhånden mange år siden, at vi har mødt Aars' bedste herrehold, så det ser vi frem til. Kampen spilles hjemme i Lanternen - Kultur- og idrætscenter torsdag den 11. november kl. 20.15