Håndbold: Løgstør slutter på fjerdepladsen i 3. division.
Tekst: Per Lyngby
Løgstør havde en teoretisk oprykningschance i herrernes 3. division forud for lokalopgøret mod Aalestrup. Meget skulle dog flaske sig for muslingebyens udvalgte, som først og fremmest selv skulle vinde deres sidste kamp.
Og den spinkle chance blev fulgt til dørs, da hjemmeholdet vandt en sikker sejr på 26-17. Det viste sig dog at være uden betydning, da også Skive, Aalborg HK og Vestbjerg vandt deres kampe og derfor slutter på de tre øverste pladser i puljen, blot ét point foran Løgstør.
Havde Løgstør været skarpere i lokalopgørene mod Nibe og Aalestrup, hvor holdet i sæsonen satte 3 point til, og også mod dårligere placerede hold som Aalborg KFUM og Thisted, kunne det være sluttet med oprykning, men nu ender det altså med en 3. plads og 31 point.