Der venter både spillere og publikum en sjælden oplevelse i Lanternen, når Løgstør HK's 3. divisions herrer i løbet af den næste måneds tid tørner i et af Danmarks allerbedste hold.
Lodtrækningen til 5. runde i pokalturneringen i håndbold magede det således, at Løgstør får besøg af Bjerringbro-Silkeborg i Lanternen. Gæsterne fra Midtjylland indtager for tiden 3. pladsen landets bedste rækker kun 2 point efter nummer 1.
LHK's formand, Benny Hansen, er glad for lodtrækningen. Han forventer ganske vist ikke, at de blå-hvide klarer sig videre i turneringen. Men med ligaholdets ankomst er der udsigt til en kamp med mange tilskuere og en god oplevelse for spillerne, siger Benny Hansen.
Bjerringbro-Silkeborg har blandt andre landsholdspiller Mads Christiansen og tidligere landsholdsspiller Michael V. Knudsen i truppen.
Der er ikke sat dato på kampen endnu. Det forhandler Løgstør Håndboldklub nu med Bjerringbro-Silkeborg om. Gæsterne har et stramt program de næste to måneder med 2 kampe om ugen, idet Bjerringbro-Silkeborg også deltager i gruppespiller i EHF Cuppen mod blandt andre SKA Minsk.
"Vi vil gerne have kampen placeret en torsdag eller fredag, mens de gerne vil have den en mandag," siger Benny Hansen om de forhandlinger, der pågår om kampens placering. Det ligger dog fast, at kampen mod Løgstør skal spilles senest 3. marts i Lanternen.