Fodbold: Da kampuret rundede 90 minutter førte LIF med 2-0, men Thisted formåede at udligne til slut.
På forhånd ville træner Jimmy Støttrup Jensen formentlig godt have solgt udekampen mod topholdet Thisted for det ene point, men mon ikke slutresultatet 2-2 alligevel vil ærgre ham i de kommende dage. For vesthimmerlændingene havde i den grad thyboerne på krogen søndag eftermiddag på Lerpytter Stadion.
“Det var mega ærgerligt, at gå ind i tillægstiden foran med to og så alligevel kun ende med en uafgjort. Vi spiller en sindsygt disciplineret og taktisk klog kamp - og vi var så tæt på at lykkedes. Vi spiller i dag en 5-3-2 opstilling, og selv om det kun var noget, som vi brugte lidt tid på i tirsdags til træning, så løste spillerne opgaven rigtigt godt. Vores mål i dag scores af Mads Kjær, der header bolden i nettet efter en dødbold, og så er det Nicklas Nielsen, som scorer, da Oliver Dam dejligt uselvisk spiller bolden på tværs, da han er alene igennem med Thisteds målmand”, fortæller Jimmy Støttrup Jensen.
Nu venter der små finaler mod Hobro, Vejgaard og Holstebro, hvor der skal nogle sejre på kontoen, så nedrykningsspøgelset kan holdes på sikker afstand.