Fodbold: De to vesthimmerlandske hold indledte efteråret med lokalopgør i Løgstør.
I forårets to opgør mellem Løgstør og Kvik-Aalestrup i serie 1 sluttede det begge gange med sejr til Løgstør. Og dette mønster blev fortsat, da Løgstør tirsdag aften besejrede lokalrivalerne med 3-0 efter en føring på 1-0 ved pausen.
“Det bliver en kamp, hvor vi er meget spildominerende, og som vi vinder fuld fortjent. De er ikke meget på vores banehalvdel før pausen, og vi kommer i front på et flot mål, hvor Jesper Frederiksen lægger bolden ind fra venstre side og Kristijan Pavleka header den flot i mål”, siger en tilfreds LIF-træner, Andreas Overgaard.
I anden halvleg er det så først Kasper Skak, der gør det til 2-0 efter forarbejde af Christian Hjortshøj, inden indskiftede Mathias Larsen netter til 3-0 på endnu et oplæg fra Christian Hjortshøj. Også i anden halvleg står der Løgstør på det meste, og sejren kunne være blevet større, hvis der var vist større skarphed i slutfasen, hvor to store chancer bliver høstet over mål fra tæt hold.
Med sejren satte Løgstør også en streg under den oprykningsværdighed, som mange tilskriver dem sammen med divisionsreserverne fra Thisted.
“Jeg har godt hørt, at det er de to hold, som folk peger på, og det vil da også være useriøst ikke at sige, at vi går efter at rykke op. Vi skal og bør kunne spille op med Thisted, og så er det vores mål at undgå dumme svipsere i de øvrige kampe, som ellers kan blive svære nok med lokalopgør mod Gundersted og interessante opgør mod stærke Højslev”, lyder det fra Andreas Overgaard, som står med en intakt og stærk trup af spillere, som gennem hele foråret kæmpede med om oprykningen.
Danny Bartholomæussen fra de slagne gæster anerkender hjemmeholdets sejr:
“De var på samme niveau som i foråret, i dag var det bare lige en tand over, hvad vi kunne præstere. Det er en kamp på deres præmisser spillemæssigt, men vi kan være fint tilfredse med arbejdsindsatsen”, lød det efter kampen fra Kvik-Aalestrups assistentræner.
Fredag aften spiller Kvik-Aalestrup igen lokalopgør. Denne gang mod oprykkerne fra Gundersted, som gæster Hvam Stadion til et interessant opgør. Samme aften skal Løgstør en smut til Ulbjerg og forsøge at følge op på den flotte premieresejr.