Fodbold: Cifrene lyver, mener man i LIF, som søndag tabte med 0-4 til Gug.
Tekst & foto: Per Lyngby
0-4 i udekampen mod Gug. Er I bare et elevatorhold?
Sådan lød Lokaltindblik.dk’s spørgsmål til Løgstørs Christian Hjortshøj efter søndagens nederlag til et andet oprykkerhold, Gug.
“Absolut ikke. Igen i dag er vi faktisk ganske gode, og har chancer til både at lave 2, 3 og 4 kasser. Men den sidste skarphed mangler. De kommer foran 1-0 i første halvleg, hvor jeg desværre ikke havde fået lange nok knopper på og glider”, lyder det fra Christian Hjortshøj.
Løgstør kom ud til anden halvleg med masser af energi og tro på, at tingene kunne vendes. Chancen for udligning var der også, men blev ikke udnyttet. I stedet blev missionen vanskeliggjort, da målmand Michael Hjortshøj fik rødt kort og dermed udvisning.
“Om det røde kort er fair vil jeg ikke kommentere på, da jeg ikke ser situationen. I samme sekvens dømmer dommeren straffe, og den havde jeg desværre ikke mulighed for at nappe. Herefter går det lidt op i limningen fordi vi selvfølgelig forsøger at skabe nyt håb”, fortæller Christian Hjortshøj, som ikke er helt uvant med at overtage storebrors målmandshandsker.
Gug bringer sig foran med 3-0 på en kontra efter et Løgstør-hjørne. Jesper Frederiksen får en stor mulighed for at reducere på straffespark, men eksekverer dårligt og brænder. I stedet lukker og slukker Gug med et par minutter tilbage, da de scorer til 4-0.
“Resultat lyver helt afgjort i denne kamp. Jeg er ikke i tvivl om, at vi ville have fået noget med fra Gug, hvis vi ellers havde været 11 mand på banen hele kampen. Det kan vi ikke bruge til noget nu, men i stedet for vaske tavlen ren allerede til tirsdag, hvor vi har ny træning. Løbet er absolut ikke kørt. Vi er kun 2 points efter den plads, vi skal ligge på, når sæsonen er færdig. Den plads er jeg overbevist om, vi har efter næste runde, hvor vi møder Hjørring hjemme”, lyder det med overbevisning fra den vikarierende målmand.