Fodbold: Hedeslag blev tabt med 0-1 til Dronningborg.
Tekst: Per Lyngby
Lørdag skulle Løgstørs herrer i serie forsøge at hente efterårets første point i en vejrmæssig brandvarm affære på Løgstør Stadion Sparekassen Danmark.
Modstanderne var fra Randersforstaden Dronningborg, og de kunne efter kampen drage hjem til Kronjylland med 3 point efter en sejr på 1-0. Det enlige mål blev scoret på straffespark i anden halvleg.
Varmen som sådan havde dog ikke indflydelse på præstationen på banen:
"Nej det synes jeg ikke. Det var en meget lige kamp, men skulle der være en vinder, er det fuldt fortjent, at det bliver Dronningborg. De var farlige på specielt deres omstillinger, hvor de har skud på både overligger og stolpe. Det straffe, de får, kommer også efter en omstilling. Nu må vi hanke op i os selv og så se frem mod onsdag", fastslog træner Jimmy Støttrup Jensen efter kampen.
Det han hentyder til er hjemmekampen mod Aars, som spilles onsdag aften - et klassisk vesthimmerlandsk lokalopgør, hvor der står meget mere end point på spil.