Fodbold: Med en sejr på 4-0 i Thisted er der ny optimisme i LIF.
Tekst: Per Lyngby
Indtil nu har efteråret ikke været den helt store succes for Løgstørs fodboldherrer i serie 1. Efter nedrykningen i foråret har det specielt knebet med at score mål.
Indtil søndag eftermiddag. For på Lerpytter Stadion kom den målmæssige forløsning endelig, da Løgstør med 4 scoringer ikke blot vandt kampen men også høstede ny selvtillid i bestræbelserne på at komme væk fra bunden af rækken.
“Fuldt fortjent og vanvittig vigtig sejr”, lyder det fra Løgstørs Christian Hjortshøj Jensen.
Løgstør starter som lyn og torden og scorer på sin første chance allerede efter 2 minutter. Målet bliver scoret af Mathias Larsen, som ser ud til at have fundet målformen. Efter føringen fortsætter Løgstør med at presse højt og får også lavet nogle fine stikninger til den tilbagevendte anfører, Casper Nymann og Mathias Larsen. Thisted målmand afværger søg ved at komme dygtigt ud af målet. I den anden ende af banen bliver det farligt en enkelt gang, hvor først et hovedstød bliver reddet og en forsvarsspiller efterfølgende får den clearet på stregen.
“Vi var godt tilfredse med vores attitude og indstilling, omend vi følte at vi havde fortjent at føre større ved pausen”, siger Christian Hjortshøj Jensen.
Også i anden halvleg er det Løgstør som starter bedst, og det udløser en scoring, da en løs tilbagelægning bliver opsnappe og omsat i mål. Jesper Frederiksen scorer til 3-0 fra buen på midten, i en situation, hvor hjemmeholdets målmand ikke så alt for heldig ud. Mathias Larsen og Jesper Frederiksen har en dobbelt chance, hvor de begge rammer træværket. Thisted lever igennem anden halvleg mest på de fejl, som Løgstør selv laver. 4-0 målet kommer efter en lang aflevering fra Christian Husum, som bliver hentet på baglinjen og spillet første gang på tværs til Mathias Larsen, som selv spiller første gang til Christian Hjortshøj, som på førsteberøringen finder en helt fri Andreas Husum inde foran mål.
“Ganske enkelt et klassemål, og der bliver ikke scoret yderligere”, fortæller Christian Hjortshøj, som sammen med holdet er meget tilfredse med sejren og det faktum, at man for første gang i sæsonen formår at holde clean sheet.
I næste runde venter et spændende lokalopgør hjemme i Løgstør, hvor topholdet Nibe kommer på besøg.