Fodbold: Med en sikker sejr på 5-0 i Aars demonstrerede Løgstør, at der er forskel på toppen af serie 1 og serie 3, da de vandt pokalkampen tirsdag aften.
Tekst: Per Lyngby
Som vindere af den danske pokalturnering er man sikret store internationale kampe mod andre europæiske hold.
Dermed kan man sige, at Løgstørs fodboldherrer tirsdag aften kom et skridt nærmere finalen i Parken og dermed adgangen til den europæiske scene. Inden da kommer der dog nok et par bump på vejen, som er noget højere end den tue, som blev overvundet i Aars tirsdag aften.
Hjemmeholdet holdt stand til slutningen af første halvleg, hvor det kommende jyllandsseriemandskab bragte sig foran med 1-0, og efter pausen blev styrkeforholdet udstillet, da gæsterne med yderligere 4 scoringer satte tingene på plads i det vesthimmerlandske lokalopgør.
“Det var en meget ensidig affære. Mathias Larsen, Casper Nymann, Jesper Frederiksen og Kasper Skak med 2 sørgede for vores mål i kampen”, fortæller LIF’s Christian Hjortshøj, som nu kan begynde at se frem mod forårets sidste turneringskamp, når holdet på lørdag skal fejres i forbindelse med hjemmekampen mod Møldrup-Tostrup.