Fodbold: Med et mål i overtiden vandt Gundersted bundgyser.
Tekst: Per Lyngby
Søndag eftermiddag lagde Freja Park i Gundersted græs til en rigtig bundgyser i serie 1, hvor Gundersted og St. Restrup begge kæmper for at holde sig fri af de direkte nedrykningspladser.
Med en sejr på 1-0, målet scoret i dommerens overtid, sendte Gundersted gæsterne retur til serie 2 og er samtidig selv sikre på at skulle spille play off mod et hold fra serie 2. Vinderen spiller serie 1 til foråret, medens taberen spiller serie 2. Teoretisk kan det blive en kamp mod Hornum eller Aars, som begge bejler til play off pladsen i serie 2.
Træner Stefan Vestergaard Olesen, som slutter sit virke i Gundersted efter denne sæson, siger om kampen:
“En vanvittig vigtig sejr i en kamp, som bølger frem og tilbage! Vores målmand, og kampens spiller, Kenneth Brændstrup redder os til sidst. En fiks detalje på baglinjen af Mikkel Krzyrosiak sender en flot assist ind i hovedet på Alexander Møller, som header den flot ind til 1-0”, fortæller Gundersted-træneren, som kan se frem til en sidste kamp på Freja Park, når play off kampen skal spilles.