Fredag d. 22. november 2019 - �rgang 14

Kviks stime blev stoppet

08-09-2019

Fodbold: Viborg Søndermarken tog point fra Kvik-Aalestrup.

Tekst: Per Lyngby

Først i sjette forsøg lykkedes det en modstander at stoppe Kvik-Aalestrups sejrsmarch i serie 2. Det skete søndag eftermiddag, da Viborg Søndermarken på hjemmebane sikrede sig 2-2 mod vesthimmerlændingene.

“Det er ikke katastrofalt at få uafgjort med fra Søndermarken. De er et rigtig godt hold, som hører til i toppen. På dagen synes jeg, at vi uden at spille prangende skabte flere chancer end dem, så på den anden side ville vi gerne have haft mere med hjem. Første halvleg var ikke noget at skrive hjem om for vores vedkommende ud over scoringen fra højreback Dennis Popic, som opsnappede bolden fra en forsvarsspiller, da vi gik højt op for at presse et målspark. Super aktion som gav en udligning, efter Søndermarken minuttet inden havde bragt sig foran via et skud, som blev rettet af to gange inden bolden passerede målstregen. Anden halvleg blev marginalt bedre, hvor vi skabte flere muligheder og nok burde have lavet mindst en enkelt pind mere, end det selvmål Jonas Caffey fik presset en Søndermarken-mand til at sende i eget mål. De blå fra Viborg fik dog udlignet efter en omstilling, og herefter gik der fight i den, da spillet ikke flød for hverken dem eller os. Det gav et gult kort til hvert hold i løbet af slutfasen. Alt i alt er et point et udmærket resultat på papiret efter dagens topkamp. Næste uge venter endnu et spændende topopgør mod Fårvang”, lyder det fra assistenttræner Danny Bartholomæusssen.

Topkampen mod Fårvang spilles på Hvam Stadion søndag. Før kampen ligger de to hold lige pointmæssigt med 5 sejre og en uafgjort indtil nu.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!