Fodbold: Tre gule kort i slutminutterne kunne ikke forhindre holdet i at vinde 1-0.
Tekst & foto: Per Lyngby
Efter uafgjorte kampe mod bundhold i de seneste to runder, kunne man frygte, at Kvik-Aalestrup i serie 2 ville fortsætte den stime, da der søndag stod endnu et bundhold på menuen. Denne gang Bjerringbro på udebane. Men vesthimmerlændingene rejste sig og er tilbage på toppen med en smal sejr på 1-0.
Med et kvarter tilbage gjorde Mikkel Sørensen til 1-0 på et straffespark, men herefter gjorde Kvik-Aalestrup det en smule svært for sig selv ved at løbe ind i ikke mindre end 3 gule kort i kampens sidste minutter.
“Ja, der gik lidt kortspil i den til sidst. Trods det, mærkede vi ikke noget tryk eller større pres fra Bjerringbro - hverken til sidst eller kampen igennem. De var nærgående en enkelt gang på et hjørnespark i overtiden, men bolden endte i rækkens sikreste hænder hos vores målmand. Vi spillede bedre end i de foregående runder og kom frem til de muligheder, vi skulle bruge, desværre var vi ikke skarpe nok i åbent spil. Straffesparket blev dømt, efter at Bjerringbros målmand måtte bremse en fri Pauli Vendelbo med ulovlige midler. En sejr der luner gevaldigt efter et par sløje kampe og det gør, at vi igen står med førertrøjen på før de sidste to kampe mod forfølgerne fra Søndermarken og Fårvang”, lød det efter kampen fra assistenttræner Danny Bartholomæussen.
I næste weekend kommer rækkens nummer 3, Viborg Søndermarken på visit i Hvam, og så er der lagt op til en gyserfinale mod Fårvang på udebane i sidste spillerunde.