Fodbold: De to lokale hold i serie 1 befinder sig i hver sin ende af tabellen.
Der var torsdag lagt op til lokalbrag i serie 1, hvor Gundersted hjemme på Freja Park skulle forsøge at følge op på sejren over Hadsund, da Kvik-Aalestrup kom på besøg.
Første halvleg var jævnt kedelig, men kort før pausen scorede Per Nielsen til 1-0 for gæsterne. I anden halvleg fik Kvik gang i spillet, og de sikrede sig en forholdsvis komfortabel sejr på 3-0 via to scoringer af Jonas Caffey.
"Ja, det endte med at blive en sikker sejr, omend indledningen til historien blev lidt langtrukken. Den per erfaring forudindtagede respekt, vi har for Gundersted, gik der lang tid før, vi løsrev os fra og spillede vores spil langs jorden. Noget banerne heldigvis er ved at tillade. Gundersteds kvaliteter ligger i fysik og dødbold, og trods et par nærgående forsøg, holdt vi dem stangen størstedelen af kampen. Alt i alt en fornuftig indsats, hvor det bedste hold vandt", sagde assistenttræner Danny Bartholomæussen efter kampen.
Kvik-Aalestrup ligger på tredjepladsen i puljen, hvor Gundersted indtager samme plads, hvis man ser fra bunden af rækken.