Fodbold: Knebent nederlag på 0-1 mod ubesejrede Dronningborg.
Tekst: Per Lyngby
Efter en flot sejr i premieren er Kvik-Aalestrup gået lidt i stå i serie 1, hvor det er blevet til nederlag i de to seneste kampe - onsdag aften blev det 0-1 på udebane mod Dronningborg.
Dermed har Dronningborg lusket to knebne 1-0 sejre i hus i deres to første kampe mod Løgstør og Kvik-Aalestrup.
"Det er faktisk en meget passende beskrivelse. Dronningborg scorede allerede i første minut efter en personlig fejl af os, og resten af kampen lignede det egentlig kun et spørgsmål om tid, før det blev os, som fik scoret. Men som det er gået for os så ofte før i modgang, så blev det kun til én lang gang boldmassage, hvor der kun blev optræk til chancer. Rigtig farlige blev vi aldrig. Det var tættere på 2-0 end 1-1, da Dronningborg fik chancer, da vi skulle satse. Fin indsats og tålmodighed i spillet, men det lykkedes os ikke at åbne op for hjemmeholdets forsvar", sagde assistenttræner Danny Bartholomæussen efter kampen.
I næste runde spiller Kvik hjemme mod Hornbæk, som gæster Hvam Stadion på søndag.