Fodbold: Trods en sen scoring og udligning af Thisted, er uafgjort 3-3 et godt resultat for Kvik-Aalestrup, som dermed selv kan afgøre sine skæbne i serie 1.
Tekst: Per Lyngby
Oprykningen fra serie 1 er afklaret, men hvem der skal rykke ud af rækken, er et åbent spørgsmål. Et spørgsmål, som først kan besvares, når de sidste kampe er spillet i næste weekend.
Kvik-Aalestrup lå midt i sæsonen lunt og godt midt i rækken, men et nederlag i den vitale kamp mod Viborg FF betød, at klubben nu er blandet godt og grundigt ind i den intense og gyseragtige afslutning. Tre hold kan slutte på dumpepladsen, som forud for sidste spillerunde indtages af Viborg.
Viborg skal i deres sidste kamp møde Gundersted på udebane - og kun en sejr kan redde holdet fra nedrykning. Vinder Viborg, kommer slaget til at stå mellem Ulbjerg og Kvik-Aalestrup, som mødes i Ulbjerg, og her skal Kvik-Aalestrup vinde, hvis de vil redde sig - medens Sorte Per gives videre til Ulbjerg, som så må rykke ned
Søndag eftermiddag spillede Kvik-Aalestrup på hjemmebane mod Thisted, som med 3-3 sikrede deres forbliven i rækken, medens det uafgjort resultat også betyder, at Kvik-Aalestrup selv kan afgøre sin skæbne. Ikke mindst fordi holdet er bedst indbyrdes i de to opgør mod Viborg og derfor står bedst ved pointlighed til slut.
“Ja, det gør vi. Så før sidste runde er vi nu kravlet over stregen. Pulsen er nede efter dagens dramatiske opgør mod Thisted. Vi er lidt skuffede, da vi sidder på det hele i kampens sidste 70 minutter. Taget situationen i betragtning er 1 point dog ikke så dårligt, omend vi er så tæt på at tage alle 3, som vi næsten kan være. Desværre får de en nedfaldsbold til sidst, som de scorer på. Jeg må dog igen fremhæve vores moral. Nede 0-2 og vender det til 3-2. Det er stærkt, og nu skal vi lægge samme energi for dagen i sidste kamp mod Ulbjerg, så vi selv afgør tingene og ikke skal skæve til andre resultater”, sagde assistenttræner Danny Bartholomæussen til Lokaltindblik.dk umiddelbart efter søndagens kamp, hvor Thisted fik udlignet i de sidste minutter.
De to altafgørende kampe i Gundersted og Ulbjerg fløjtes op på samme tid lørdag eftermiddag, og mon ikke der er spioner til stede begge steder, så man er orienteret om tingenes tilstand undervejs.