Onsdag d. 28. september 2022 - Årgang 17

Kvik har krammet på Løgstør

01-09-2022

Fodbold: Vilje og motivation til forskel - og det kunne ses på resultatet.

Tekst: Per Lyngby  

Løgstør kom til Hvam Stadion med frisk sejr over Hadsund, medens Kvik-Aalestrup ikke havde vundet siden første spillerunde i efteråret. Dermed var det et hold fra toppen mod et hold fra bunden, som bød op til vesthimmerlandsk lokalopgør torsdag aften.

På et punkt havde hjemmeholdet dog lidt selvtillid med til kampen, da de to hold senest mødtes i Hvam var det med hjemmeholdet som klar vinder med 4-0 i en pokalkamp. Og den selvtillid tog spillerne med på banen, hvor de var tæt på at gentage kunststykket, men denne gang blev det dog “kun” til en sejr på 3-0.

Assistenttræner Danny Bartholomæussen var efter kampen særdeles glad og tilfreds:

“Ja, de nye boller på suppen, vi efterlyste efter kampen i Skive blev sgu leveret i dag. I perioder kørte vi ganske enkelt Løgstør over på ren power, selvom initiativet til sidst blev lagt over på dem. Alle mand efterlod simpelthen alt på banen i dag, hvor der blev arbejdet for hver en bold i 95 minutter. Det var en sand fornøjelse at være vidne til, og vi trængte til det her. Drengene på banen fortjener virkelig rosen. Flotte mål, fight og sammenhold er stikordene i dag. Efter en blandet start skal vi have lov at nyde denne præstation i aften, men allerede i morgen begynder vi at lade op til næste torsdag, hvor Aars venter. Der er vi klar igen”, fastslår Danny Bartholomæussen.

Disse betragtninger er LIF-træner Jimmy Støttrup Jensen ikke uenig i:

“Vi taber fortjent i dag til et hold, som ville det mere end os. Specielt i første halvleg mangler vi noget vilje og aggressivitet. Det bliver bedre efter pausen, men set over 90 minutter er det fuldt fortjent, at vi ikke får noget med hjem”, erkender Jimmy Støttrup Jensen.

Med nederlag til såvel Løgstør som Aars i midtugekampene, er der for alvor kommet spænding i puljen, hvor der blot er 2 point mellem Løgstør på andenpladsen og Kvik-Aalestrup på 6. pladsen.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!