Fodbold: Der var motivation til forskel i tæt lokalopgør.
Tekst: Per Lyngby
Det var gæsterne fra Kvik-Aalestrup, som havde mest på spil, da de gik på banen til serie 1 kampen mod FUIK, som allerede i sidste weekend sikrede sig oprykning til jyllandsserien.
Med en sejr på 3-2 sikrede Kvik-Aalestrup sig tre vigtige point, som giver holdet mulighed for at gøre FUIK følgeskab en række højere oppe:
"Utrolig vigtig sejr, som også føles fantastisk. Det var svære betingelser for begge hold med strid blæst på tværs af banen, som gjorde det umuligt at spille flot fodbold på det ellers indbydende græstæppe i Farsø. Jeg synes dog, sejren er fortjent set ud fra den energi og indsats, der blev lagt for dagen. Deres mål faldt efter børnefejl fra vores side. Ellers kom de ikke til det store, og deres taktik bar præg af, at oprykningen blev sikret i sidste weekend og tillykke til dem med den. Nu har vi selv en playoff-plads om oprykning at spille for og fokusere på, da vi nu er sikre på både at blive i rækken og at undgå nedryknings-playoff. Vi fik, hvad vi kom efter i dag - en god måde at sige held og lykke i JS til Farsø på", lød det eter kampen fra Kvik-Aalestrups assistenttræner Danny Bartholomæussen.
FUIK bragte sig foran ved Tobias Finnerup, men 5 minutter senere udlignede Per Nielsen. Simon Gedsted Thrige bragte hjemmeholdet foran 2-1, hvorefter Mikkel Søren på straffespark sørgede for halvlegsresultatet 2-2. Herefter skulle man helt hen til kampens sidste minutter, før den sidste scoring fald. Denne gang til gæsterne, som sikrede sig sejren via Per Nielsens anden scoring i kampen.