Fodbold: Nyt nederlag mod oprykkerhold sender landsbyklubben ned i bundregionen.
Tekst: Per Lyngby
Det var to rutinerede målræve, som stod overfor hinanden, da Gundersted lørdag efter var på besøg i Støvring i herrernes serie 2.
Gundersted har i Rene "Nuggi" Petersen en spiller, som har næse for mål og som har scoret mange vigtige mål for landsbyklubben. På den anden side har Støvring Mads Harbo Larsen, som mange klubber kender styrken på, og som de alligevel har svært ved at tæmme.
Lørdagens duel blev vundet af Mads Harbo Larsen, medens det var begrænset, hvad Gundersted og Nuggi kom frem til:
"Det blev desværre til et 2-0 nederlag i en kamp, som egentlig kunne vippe begge veje. Men når vi ikke producerer bare en enkelt mål-chance i en hel kamp, så det svært at vinde. Så er det ikke nok bare at være halv-farlige på dødbolde. Og så sker det, som kan ske med Støvrings en-mands hær - Mads Harbo scorer ud af ingenting. Vi presser på i de sidste 25 minutter, hvor Støvring rammes af 2 gule kort i forlængelse af hinanden. Men i på jagten på en udligning smutter en Støvring-spiller igennem på en kontra og lukker kampen til 2-0. En kamp, hvor vi virkelig kæmper med de offensive løsninger. I stedet for luft til bunden, blev vi en del af den, og nu venter der par yderst vigtige kampe, hvor vi skal have point på kontoen", lød det efter kampen fra Mikkel Lindhardt Hansen.
Onsdag kommer Valsgård på visit på Freja Park, og hjemmeholdet skal nok tage sig i agt, for gæsterne kommer med en dugfrisk sejr over ellers ubesejrede Svenstrup-Godthåb.