Fodbold: Trods en time med en mand i overtal tabte Gundersted til Nibe.
Tekst: Per Lyngby
Der var lokalopgør på Nibe Stadion lørdag eftermiddag, hvor Gundersted var på besøg. Gæsterne kom med en frisk sejr over Thisted, medens hjemmeholdet havde noget at revanchere efter 1-9 i premieren mod Skive.
“Vi starter fornuftigt ud i de første 10-15 minutter. Så fik Nibes spillende træner direkte rødt for en forseelse, mens bolden var ude af spil. Det burde jo have været til vores fordel, men det blev til en sovepude. Vi stoppede næsten med at spille som et hold. De kommer fortjent foran efter lidt klumpspil foran målet. I pausen får vi snakket om tingene, men få minutter inde i anden halvleg får de et frispark uden for feltet - egentlig blev forseelsen begået inde i feltet. Med et flot udført spark blev bolden sendt op i hjørnet og vi er nede med 0-2. Derefter har vi masser af spil, uden at det fører til noget, og de brændte et par kæmpe chancer. Efter 75 minutter får Patrick Borup reduceret, men trods belejring af deres felt, ender det 2-1 på en kollektiv off-day. Ret beset ville det også have været tyveri, hvis vi havde udlignet i de sidste 15 minutter”, fortæller Gundersteds Mikkel Lindhardt Hansen til Lokaltindblik.dk.
Torsdag aften spiller Gundersted hjemme mod Ulbjerg.