I påsken tager fodboldspillerne fat på forårets kampe.
Af Per Lyngby
Efter flere måneder med slid på knoldede baner eller kunstgræs, er det i påsken, at “køerne skal på græs”, når der i påskedagene tages hul på forårsturneringen i fodbold. På Lokaltindblik.dk vil vi naturligvis holde fokus på de lokale holds resultater, som hver weekend følges op her på siden.
Det vesthimmerlandske fodboldflagskib ligger til kaj i Løgstør, hvorfra det er klar til at stævne ud i Jyllandsserie 2 med træner Jakob Brix Mouritsen ved roret. Holdet gjorde det rigtig godt i efteråret og har til foråret fået stærke Sune Haldrup tilbage i truppen. Første kamp spilles torsdag den 2. april på hjemmebane i Løgstør mod Christiansbjerg IF
I serie 1 er der igen lagt op til interessante lokalbrag, når Gundersted, Farsø-Ullits IK og Aars IK skal krydse klinger. Her skal det blive spændende at se, om Gundersted kan følge op på et imponerende efterår, hvor holdet helt frem til sidste kamp spillede med om oprykning til Jyllandsserien. Gundersted lægger ud torsdag på hjemmebane mod Bælum-Solbjerg, medens Aars samme dag skal på udebane mod Tjele Vest. FUIK spiller også torsdag, det sker på hjemmebane mod Viborg FF.
I serie 3 er de lokale hold ikke i samme pulje. Løgstør er “skilt” fra de lokale rivaler, og møder torsdag Aalborg Freja på udebane i pulje 26. I pulje 28 er der lokalopgør i første runde, hvor Hornum og Kvik Aalestrup onsdag tyvstarter sæsonen med deres interne opgør i Hvam. Strandby indleder også på udebane - det sker torsdag mod Arden.