Den sidste skraldespand er tømt og alle spor efter endnu et KFUM-stævne er væk. Tilbage i de tomme lokaler er nu kun minderne fra den fantastiske stemning skabt af 500 håndboldspillere og 300 frivillige, der knokler en lang weekend for at lave arrangementet.
Aalestrup stillede på damesiden i år med et U-18 damer og et senior damehold - og netop senior damerne gjorde en rigtig god figur, idet de med den tilbagevendte tidligere Aalestrup spiller Mette Mølgaard Sørensen på mål gik helle vejen og tog guld.
Netop dette giver også en god smag i munden når man ved, at det er stort set de samme piger, som er med, når Dameafdelingen i Aalestrup igen stiller til start i turneringsøjemed.
I lighed med tidligere stævner, var der også denne gang arrangeret "Fredags-grill" for de spillere, der kom allerede om fredagen. Her var der sædvanen tro tændt op i de store griller - så man i selskab med det gode vejr som stævnet var velsignet med, kunne nyde indledningen på et godt stævne.
Det flotte vejr fortsatte lørdag, hvor mange af deltagerne nød pauserne i kampene under palmerne i Friluftsbadet, alt imens de sørgede for at opretholde væskebalancen.
Også i år var der lørdag aften den traditionelle aftenfest for alle deltagere og ledere, og festen forløb vanen tro i samme gode ånd som altid – og lige så tro mod vanen, foregik nogle af søndagens kampe på Panodil som modstykke til aftenens og nattens indsats.
Forbundsmesterskaberne 2015 er først lige afviklet før de samme utrættelige mennesker er gået i gang med at stable AIF-Cuppen på benene. Denne løber af stablen som opvarmnings/træningsturnering i september måned.