Mads Henningsen fra Aars og Walter Malchau fra Hjørring stod begge uden makker inden årets udendørssæson blev skudt i gang. Derfor var det naturligt for drengene at danne makkerpar, da de tidligere har trænet hos hinanden og spillet double sammen.
Gennem sommerens holdturneringskampe spillede de sig sikkert til en 1. plads i deres pulje. De vandt alle deres 5 kampe uden at afgive et eneste sæt undervejs. Mads og Walter var dermed klar til finalestævnet, hvor der skulle kæmpes om det jyske mesterskab.
Finalestævnet blev spillet i weekenden, hvor de skulle møde Hasle. Første kamp var en double som blev supertæt. Første sæt endte 7-5 til Hasle og andet sæt blev om muligt endnu tættere. Sættet skulle afgøres i en nervepirrende tiebreak, hvor Hasle igen trak det længste strå og dermed kunne trække sig ud som vinder.
Herefter gjaldt det så 2 single kampe, som nu begge skulle vindes for at sikre mesterskabet. Walter startede ud og efter nogle lange og tætte dueller tog han sejren 6-4 6-4. Nu var det så op til Mads at afgøre mesterskab i den sidste single. Her blev også spillet en rigtig god kamp fra begge sider. Mads havde dog bedst kontrol over sit spil og vandt derfor 6-2 6-4. Dermed kunne Mads og Walter kåres som jyske mestre i U16 Drenge med en samlet sejr over Hasle på 2-1.