Hyllebjerg rideklub (HBRK) tog i weekenden hul på den nye stævnesæson ved et særdeles flot tilrettelagt stævne i naboklubben HURK.
Hyllebjerg-klubbens ambitioner blev opfyldt og resultaterne var absolut tilfredsstillende for alle ryttere. Fredag aften prøvede Stine Falk og Alex for første gang, kræfter med LA1. Efter et velredet program sluttede ekvipagen i den øverste del af feltet med over 61 %. Lørdag aften i den bedste sendetid var Tina Bjerre på Melle i aktion og red 62,083 % i LC1, hvilket rakte til en placering som første uplacerede. Første uplaceret måtte Henriette Helledie og Simba også nøjes med da de søndag red en super nul runde i LD spring for pony.
Den mest prisværdige præstation blev dog udført af Hyllebjergs engagerede ridelærer Trine Erlandsen. Hun deltog som den eneste fra klubben i alle 3 stævnedage, idet hun som altid var tilstede for at støtte og guide sine ryttere.